Robust, gedigent, uspektakulært. Fanget et par majdage på et sted, hvor orkestret kommer fint til sin ret. Ingen overdrevne armsving eller noget med at publikum får dem til at kamme over i det alt for udadvendte. Men et band, der kan sine ting, og som tydeligvis er opmærksomme på, at også overfor et publikum kan man godt dyrke et lidt mindre fortærsket repertoire (Kinklets, I believe in miracles, Riverboat shuffle, Sleepy time gal), om end jeg helt personligt gerne havde undværet Nyboders pris og The Saints (men det havde publikum nok ikke).

Søren Kirk spiller en glimrende trompet, en fast og spændstig lead og en lille snert af Red Allen i solospillet, og han er gruppens væsentligste solistiske aktiv. Hans sang ligger et sjovt sted imellem Bjarne Liller og Freddy Fræk uden dog helt at have den førstes afspændthed, og Henrik Simonsens trommespil skubber godt på men er også i de hurtige tempi en streg for pågående for min smag. På den anden side er det måske netop det, der er med til at give musikken sin robuste energi.

Ikke noget, der på nogen måde flytter nogen grænser, men det er bestemt OK.