Af en dansk jazzfans erindringer

Af Steen Ovesen


Ricardo’s Jazzmen i Cap Horn, ca. 1961

 

 

Den første aften jeg løb ind i Ricardo’s Jazzmen var i Cap Horn. Det var en øjenåbner. Jeg og vennerne havde selv fumlet med musikken hjemme, men her var der ikke tale om fumleri. Jørn Thomsen på trompet, Fessor på basun og Hans Holbroe på klarinet dannede en perfekt frontlinje. Thorkild Møller, Arne Birger og Ricardo lå meget fast på rytmen; alt var i fuldstændig balance og kontrol. Desværre yder indspilningerne fra den tid ikke orkestret retfærdighed. Det lød meget bedre i virkeligheden. Lokalet i Cap Horn var formentlig en medvirkende årsag til, at de bedste københavnske orkestre havde en mere inderlig, men dog rå stil end deres kolleger fra provinsen. Dels spillede de mange timer hver eneste dag, dels tillod lokalet ikke, at man trykkede den af med den styrke, som visse andre orkestre gjorde. Man spillede uden forstærkning på instrumenterne, og ingen spillede kraftigere, end de selv hele tiden kunne høre alle de andre. Det gav en dejlig ro i musikken, uden at jazzens vildskab gik tabt.

 

Sommeren 1959 tilbragte jeg stort set hver eftermiddag og aften i Cap Horn, og så vidt jeg husker, var det Ricardo’s jeg hørte hver gang. Jeg kom også lidt i Vingården, hvor Papa Bue var husorkester. Det var da Finn Otto Hansen var orkestrets nyeste mand. Bues orkester kommer man ikke uden om, men der var alligevel noget mere autentisk over Ricardo’s.

 

Hvordan kan det være, at Ricardo’s Jazzmen har kunnet fastholde min og andres interesse i 50 år? Forklaringen skal søges i listen over orkestermedlemmer gennem alle årene. Når man ser disse navne, er det let at forstå, hvorfor Ricardo’s Jazzmen har holdt sig på toppen de sidste 50 år.

 

Denne perlerække af musikere rummer ikke en eneste, der blot kan benævnes ”god”. De er alle fremragende, der er oven i købet nogle imellem, som jeg uden tøven vil betegne som stjerner, og det gælder på alle poster.

 

Har man bare fulgt nogenlunde med i den traditionelle jazz de seneste 50 år i Danmark, så vil man genkende dem. Der kunne i dag uden besvær opstilles 8-9 fremragende orkestre ved navn Ricardo’s Jazzmen af disse musikere, hvis de ellers alle levede. Det er desværre ikke tilfældet.

 

Når man kikker nærmere på dem, er det let at forstå, at bandets stil har forandret sig gennem tiderne. Som trompetist tillader jeg mig at tage udgangspunkt i trompetstemmen, som til alle tider har været ”lead” i traditionel jazz og dermed toneangivende for orkestrets stil.

 

I Ricardo’s orkester er der tale om stor spredning i opfattelsen hos de forskellige trompetister. De har, efter min opfattelse, kun en ting til fælles: De er alle fremragende musikere, som kan tjene som forbilleder for unge musikere af i dag. Jeg vil særligt fremhæve de tre seneste: Finn Otto Hansen, Valdemar Rasmussen og Søren Kirk. De er musikere af stor personlig integritet, som ikke plages for meget af forbilleder, og hvis stil ikke uden videre kan placeres i en specifik ramme. De har alle ramt deres egen storform såvel i det tekniske som i tonesproget, og de udvikler fortsat deres spil, desværre bortset fra Finn Otto, hvis død var et stort tab for dansk jazz. I forbindelse med forberedelserne til udgivelsen af bandets jubilæums-cd korresponderede jeg med Ricardo. Han havde siden 1978 været læge i Sverige og var meget syg på det sidste. Han var så venlig at skrive til mig for at forklare lidt om bandets start. Ricardo døde i 2006.

 

I sommeren 2009 have jeg den fornøjelse at opleve orkestret en aften på stranden i Tisvildeleje, og dér skete det!  Gutterne spillede som gjaldt det livet, men jeg tror ikke de selv erkendte at der var høj tænding. De spillede bare, og der var mange flere højdepunkter end man med rimelighed kunne forvente. Vanskelige, arrangerede passager sad lige i skabet og solopræstationerne var bedre end nogensinde. Det må være solnedgangen over Kattegat og publikums imødekommenhed, der fik bandet til at blæse støvet af de gode gamle numre. Jeg nævnte det for Claus Forchhammer efter koncerten. ”Nå, for søren, det var da dejligt at høre”, sagde han beskedent.  Sådan må det være, når man leverer øjeblikkets oplevelse. Så meget kogte det den aften, at en velkendt jazz skikkelse dukkede op for at lytte. Det var pianist og orkesterleder, dansk jazz’s grand old man, Adrian Bentzon. Hans sommerhus ligger lige oven for spillestedet, så han kunne ikke undgå at høre musikken. Han nøjedes ikke med at sidde hjemme, men kom ned for at høre med. Han nød det, lige som os andre.

 

 


Ricardo’s Jazzmen I Haderslev 2004